Tæt på døden midt i livet.
Jeg føler det som et stort privilegie at få lov til at være så tæt på et andet menneske, de sidste timer af hans liv. Et menneske, som jeg ofte aldrig har mødt før, men som har brug for mig og mit nærvær.
At være vågekone giver mig mulighed for at støtte et andet menneske, betale en gæld tilbage for alle de gange, jeg har måttet gå fra sengen, når jeg er på arbejde, når jeg allerhelst bare ville være blevet hos ham og holdt ham i hånden.
Når et menneske bliver" træt af dage", har han levet et langt og godt liv og nået det, han skulle. Så synes jeg også, at han har ret til at sige "stop - nu vil jeg ikke mere - jeg vil dø i fred".
Omsorg og tryghed er mine kerneværdier, både i mit liv som mor til 6 børn og i mit arbejde på et ældrecenter som social- og sundhedsjælper. De værdier arbejder jeg også med i vågetjenesten. I mødet med mennesker gør jeg ofte brug af de værdier for at få en samtale igang, hvad enten det er mine børn eller en ældre mand på et plejehjem, som jeg skal tale med. Hvis et menneske føler sig tryg i mit nærvær, vil han åbne sig op og begynde at fortælle.
Taknemmeligheden er lønnen for mit arbejde. Se de frivillige smide hvad de har i hænderne, når jeg ringer, se og høre de pårørendes taknemmelighed, når deres far er død, og de ikke selv kunne være hos ham, ja det er min løn.
Jeg er glad for at kunne gøre en forskel.
Med venlig hilsen
Kirsten Linea Johansen
Leder af vågetjenesten på Lolland
At være et døende menneske.
At være et døende menneske er at være et levende menneske. At eksistere og være del i det menneskelige samvær. At man - selv med en meget begrænset fremtid - har både en nutid og en fortid. Lige meget hvor nært et menneske er ved døden, er der et liv, der skal leves - for en kortere eller længere periode.
Men at være døende er også at blive tiltagende sårbar og afhængig af sine medmennesker, ikke alene på det fysiske, men i lige så høj grad på det psykologiske og eksistentielle plan.
Uanset graden af svaghed og afhængighed har den døende krav på og behov for at blive behandlet, som det levende menneske, han er.
Det døende menneskes livs-afslutning vil være præget af det liv, som han har levet: man dør, som man har levet. Vaner og traditioner præger vores død. F.eks. menneskets personlighed, sociale situation, livsstil, kulturelle og religiøse tilhørsforhold m.m.
At dø varer få øjeblikke, men at være døende kan strække sig over en lang tidsperiode. Dette kan være svært for den døende selv og for mennesker omkring ham. Ofte er det ikke så meget selve døds øjeblikket den døende frygter, men livet, der er tilbage før døden.
Det vi mennesker frygter mest, når vi skal dø:
- Frygt for smerter
- Frygt for ensomhed og isolation
- Frygt for tab af identitet